12 sange om rædsel, glemsel og håb.

OK Computer
Radiohead
12
Det er kun få album, der er lige så dristige, innovative og ængstelige som OK Computer, og samtidig har formået at fange den brede befolknings opmærksomhed. Albummet er en triumf; ikke alene udvidede det rockmusikkens grænser, det italesatte også 90’ernes spirende interesse i – og bekymring over – alt vores teknologiske legetøj. På 12 sange fulde af frygt og glemsel føler Thom Yorke sig fremmedgjort i den verden, der omgiver ham – så meget, at han længes efter at blive bortført af rumvæsner, så han kan opleve “the world as I’d love to see it”. Det er et af udtryksformens mest radikale og nødvendige album, og det er og bliver en dybt foruroligende og dybt fascinerende cyklus af sange. Lyden af rock’n’roll dekonstrueres og tilsættes den klassiske musiks ambitioner.
Al sin angst til trods er OK Computer også fuld af håb og en tro på, at vores ubønhørlige vandring ned ad fremskridtets vej ikke behøver at koste os vores menneskelighed. Og hvis der findes en kur mod den svimlende fart, som alting bevæger sig med, så er den lige så enkel, som Thom Yorke synger på “The Tourist”, albummets sidste nummer: “Idiot, slow down”. I årtierne efter OK Computer gjorde Radiohead til rockmusikkens bannerførere, er albummets klagepunkter – vores eskalerende isolation – kun blevet mere udtalte. Men dets svar og håb står stadig ved magt.