Gaderap i den guddommelige klasse med lige dele vrede og G-funk.
The Chronic
Dr. Dre
19
The Chronic er båret af lige dele vrede og G-funk – den amerikanske vestkysts undergenre af hiphop, som Dr. Dre havde bragt til verden ved at genbruge noget af den mest funky og innovative musik, han havde hørt i sine unge år. Og hvem træder frem på baggrundstæppet af de sammenflettede mesterværker? En flok spirende og ufatteligt talentfulde rappere, der dengang var fast besluttede på at skabe sig et navn – herunder, selvfølgelig, ingen anden end en ung Snoop Dogg.
“Der var en anspændthed i studiet. Du havde Bloods i det ene hjørne og Crips i det andet. Men det bidrog til kreativiteten”.
Dr. Dre
Albummet, der er opkaldt efter en potent type marihuana, indeholder gruppens vildt kompetitive tracks (“Deeez Nuuuts” og “Stranded on Death Row”), levende skildringer af livet som ung hustler (“Let Me Ride” og “Nuthin' But a ‘G’ Thang”) samt tanker om gadelivets farer og solidaritet med det sorte samfund (“Lil’ Ghetto Boy” og “A N***a Witta Gun”). Det er dog også på sin plads at nævne, at det ikke skorter på kvindehad (“Bitches Ain't Shit” og flere andre). Men dengang som nu er The Chronic det værk, som det legendariske pladeselskab Death Row Records både blev berømt og berygtet for. Det er streetrap i topklasse, og tilblivelsesprocessen viste sig at være rugekasse for nogle af raphistoriens største navne.