Konceptalbummet udvidede både kønsopfattelser og rockmusikken.
The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars
David Bowie
24
Det dekadente rockstjernerumvæsen, der var selve konceptet for David Bowies femte album, var i sig selv revolutionerende, men faktisk lå omvæltningen snarere i musikken. Den var både beskidt og glamourøs (”Moonage Daydream” og “Suffragette City”), teatralsk og intim (“Five Years”), tidlig punk (“Hang On to Yourself”) og kabaret til et publikum, der ellers aldrig ville have nedladt sig til at lytte til den slags (“Rock ’n’ Roll Suicide”). Bowie taler om sig selv i tredje person, men er så arrogant, at hans fans vil slå ham ihjel for det (altså “Ziggy Stardust”), så vildfaren i sin tro på, at rock'n'roll kan redde verden, men samtidig så modig, at han er villig til at dø i forsøget (“Star”). Det kunstige bliver hans fald, men det sætter ham samtidig fri.
Albummet var med til at løsne op for binære kønsforestillinger og undersøge temaer som seksualitet, optræden og identitet. Men den var også med til at udvide mainstreamrockens udtryk ved at inddrage undergrundsmusikken. Hvis man afskriver ham som flyvsk eller falsk, har man misforstået det hele. Præcis som Andy Warhol så David Bowie til dels sin kunst som en fusion af sine inspirationskilder. Og selvom Ziggy Stardust på daværende tidspunkt var radikal, pegede figuren også frem mod en fremtid, hvor alting henviser til hinanden, og som vi alle kender i dag, hvor nyskabelse og citation ofte hænger sammen.
“Det var hans sang om Jimi Hendrix. Første gang han så Jimi Hendrix i London, hadede alle Jimi, men han var så åben, at han kunne indrømme det og lave et hit ud af det.”
Q-Tip
om “Ziggy Stardust”