En milepæl inden for jazz, der ændrede genrens rækkevidde og tempo.
Kind of Blue
Miles Davis
25
Efter opløsningen af Miles Davis’ første store kvintet og inden etableringen af hans andet ensemble forsøgte trompetisten sig i 1959 med noget nyt, der skulle vise sig at blive til Kind of Blue. At eksperimentet skulle få status som et af jazzmusikkens største album nogensinde, havde han næppe forestillet sig. De hurtige progressioner i tidens bebop og post-bop gjorde det svært at improvisere, hvilket Davis kendte alt til fra sin tid som Dizzy Gillespies afløser i Charlie Parker Quintet. Men på Kind of Blue var der længere mellem akkordskiftene, hvilket gav plads til solisten og den musikalske improvisation.
“Den dag i dag lytter vi stadig til den, som om den er den mest moderne jazzplade nogensinde”.
Stephan Moccio
Selvom Miles sænker tempoet på udgivelsen, introducerer han også en række nye teksturer og tonale nuancer, og i sine harmonier finder han inspiration hos både Gil Evans og George Russell og ikke mindst klaverkomponisterne Debussy og Satie. På den måde er albummet en fortsættelse af Birth of the Cool, som blev indspillet 10 år tidligere, og måske endda en forløber for den ambiente In a Silent Way 10 år senere. De to enestående ballader “Blue in Green” og “Flamenco Sketches” illustrerer Davis’ brug af harmondæmperen, der giver en metallisk og intim lyd, som jazztrompetister har efterlignet lige siden.