En supergruppe finder sin form og tager større og uventede chancer.
Led Zeppelin II
Led Zeppelin
27
Debutalbummet fra 1969 lød til tider lidt klodset. Det var britisk bluesrock sat ned i tempo og spillet ekstra hårdt og tungt. Men opfølgeren Led Zeppelin II, der udkom bare otte måneder senere, var fuldendt på en hel anden måde. Turnélivet havde sat sit klare aftryk. Et par af sangene var enten opstået eller udviklede sig på scenen, mens andre (især “Whole Lotta Love”) afspejlede et stærkere forhold mellem bandmedlemmerne, der både gjorde musikken mere direkte og fik dem til at tage større og mere underlige chancer.
Der er blevet skrevet meget om Led Zeppelins bemægtigelse af sort amerikansk blues, men virkeligheden var mere kompliceret end som så. Når man lytter til Led Zeppelin II, er det lyden af unge britiske mænd, der suger bluesmusikken til sig, men som ikke bruger den til at indtage en progressiv position med; de tager den snare i en esoterisk eller mystificeret retning. Det kan man for eksempel høre i det troldede, tågede og keltiske udtryk på “Thank You” eller de Tolkien-inspirerede billeder, som Jimmy Page maler på “Ramble On”. Led Zeppelin II markerer det øjeblik, hvor gruppen fandt ud af, hvordan de fik bluesbaseret rock til at lyde som noget, ingen havde hørt før.