Et psykedelisk hovedværk, hvor rocken træder ind i det elektroniske lydunivers.
The Dark Side of the Moon
Pink Floyd
28
Når man sammenligner Dark Side of the Moon med andre af datidens store rockalbum, står det klart, at det markerer en vending bort fra det feststemte og det udadvendte udtryk fra grupper som Rolling Stones og hen mod noget mere indadvendt. Selvom albummet udgør et gennembrud, var den også en del af en bevægelse, hvor Pink Floyd forener deres mest eksperimenterende fase med en tiltagende klarhed og behandler store emner – grådighed (“Money”), vanvid (“Brain Damage” og “Eclipse”), krig og samfundsmæssig splittelse (“Us and Them”) – med en præcision, der gjorde budskabet nemt at forstå, uanset hvor langt ud i universet musikken bevægede sig.
Når man tænker på, at Dark Side betragtes som en af de vigtigste rockalbum, er der overraskende lidt rock på den. Selv når gruppen lukker op for posen – for eksempel med det ekstatiske skrig på “The Great Gig in the Sky”, der i øvrigt senere blev en sensation på TikTok – fokuseres der snarere på tekstur og følelse. Albummet viste vejen for andre kunstneriske, postpsykedeliske grupper som for eksempel Radiohead i OK Computer-perioden eller Tame Impala, men det markerede også det tidspunkt i musikhistorien, hvor rockmusikken for alvor smeltede sammen med den elektroniske lyd. Og fem årtier senere er det stadig et udtryk med masser af liv i.
“Hver gang jeg lytter til den, føler jeg, at den tager mig et andet sted hen … den indkapsler perfekt, hvordan det føles at kigge ud ad vinduet på en rumfærge i vægtløs tilstand”.
Chris Hadfield
astronaut