The Beatles' storslåede exit er samtidig den perfekte indgang til deres univers.
Abbey Road
The Beatles
3
Giles Martin, der er søn af den legendariske Beatles-producer George Martin og forvalter af gruppens uvurderlige katalog, har engang udtalt til Apple Music, at Abbey Road er den perfekte indgang til Beatles-universet, fordi den lyder så nutidig. Og han har ret. Mens andre Beatles-album på glimrende vis indfanger bestemte tidsbilleder – de matchende jakkesæt og pandehårsfrisurer, mellemperiodens legesyge eksperimenter med popgenren eller de psykedeliske udladninger i alle regnbuens farver – lyder Abbey Road bare som fire ekstremt begavede mennesker i samme rum, der spiller den ene udødelige sang efter den anden.
“Vi satte os nærmest aldrig ned uden at have noget. Der var altid en eller anden idé”.
Paul McCartney
The Beatles
Det 11. og næstsidste album i The Beatles’ utrolige katalog var det sidste, hvor alle fire medlemmer var i studiet sammen og samarbejdede som en helhed, hele vejen igennem. Og selvom det er svært at udpege ét album som det mest indflydelsesrige, er Abbey Road fra 1969 måske det mest tidløse. Det er intet mindre end en fuldendt og uovertruffen samling af sange fra et revolutionerende band på deres kunstneriske højdepunkt.
Efter det langstrakte The White Album fra 1968 er Abbey Road faktisk relativt kompakt, men formår ikke desto mindre at favne alle de bedste sider af The Beatles: Det varme (“Here Comes the Sun”), det let obskure (“Come Together” og “Polythene Pam”), det makabre og varme (“Maxwell’s Silver Hammer”), det romantiske til første bryllupsdans (“Something”), det finurlige (“Octopus’s Garden” og “Mean Mr. Mustard”) og legen med former, som det kommer til udtryk på det afsluttende medley, der består af otte sange og varer 16 minutter. Gløderne fra popmusikkens mest dynamisk samarbejdende kvartet var ved at brænde ud, men heldigvis nåede de et sidste og definitivt bevis på deres uovertrufne kreativitet og kammeratskab.