Et eksperimenterende, politisk dobbeltalbum, der var større end punk.
London Calling
The Clash
35
Året var 1979. Og selvom The Clashs to første album havde været fantastiske, så var den punkskabelon, som bandets musik nærmest havde fulgte til punkt og prikke, efterhånden ved at føles en smule begrænsende og bedaget. I stedet slog de sig ned i et interimistisk øvelokale ved siden af et autoværksted og begyndte at øve covernumre i genrer, man ellers ikke skulle tro ville hørte til på deres hjemmebane: reggae, soul, rockabilly, pub-rock. London Calling erstattede ikke bare stilistisk stringens med eksperimentering, det markerede også det øjeblik, hvor The Clash transcenderede punkens grænser.
Dét, der var og er bemærkelsesværdigt ved London Calling, var ikke bare, hvor langt bandet kommer rundt i de musikalske kroge, men hvor nemt det synes at være for dem. De er tunge (“Death or Glory” og “Hateful”), de er lette (“Revolution Rock” og “Lover’s Rock”), de synger om samfundsproblemer (“Clampdown”) og private forhold (Mick Jones’ “Train in Vain”). Og så står de fast på den gamle traver om, at vores indre altid er et produkt af det ydre, nemlig virkeligheden omkring os. Den lokale kamp for overlevelse var pludselig blevet international. Sangene om den fattige, hvide ungdom og deres kamp for en fremtid i et England, hvor mulighederne blev færre og færre, blev symbolske for arbejderklassens generelle tilstand. De blev sange om manden på gulvet.