En legende fra kulisserne træder ind på scenen og åbner ballet for 70’ernes singer/songwritere.
Tapestry
Carole King
38
Carole Kings andet soloalbum Tapestry fra 1971 fik en afgørende indflydelse på 70’ernes æra af singer/songwritere. Med sin varme og intime lyd, enkle og klaverbaserede arrangementer og den hyggelige, hjemlige stemning er den et tidsbillede. Og samtidig retter den fortjent rampelyset hen på en sangskriver, der i løbet af de foregående årtier havde skrevet så mange klassikere for andre kunstnere.
King var med til at forme den amerikanske popmusik ved at repræsentere kvinderne. På The Shirelles’ “Will You Love Me Tomorrow” udtrykte hun en sårbarhed, der indtil da havde været mere maskeret, og på Aretha Franklins “(You Make Me Feel Like) a Natural Woman” skildrer hun en uhæmmet og nærmest urjordisk sensualitet. Men på Tapestry tager Carole King sangene tilbage og bruger dem til at fortælle sin egen historie. Samtidig introducerede hun dugfriske kompositioner, som blev nye klassikere (“I Feel the Earth Move”, “It’s Too Late”, “So Far Away” og “You’ve Got a Friend”, der blev et hit med James Taylor, der spillede akustisk guitar og sang kor på albummet).
Det er næppe nogen overraskelse, at Tapestry fra starten lød som en greatest hits-plade. Og efter seks år på Billboards albumhitliste (hvor den satte rekord ved at ligge nummer 1 i hele 15 uger) og fem årtier, hvor den aldrig er blevet glemt, er det lige præcis, hvad den er: En samling af hendes bedste sange.
“Jeg kan ikke rose det her album nok. Man kan sidde og lytte til Carole King spille klaver som en rockstjerne og synge som en engel. Men nøglen til det hele er hendes sangskrivning”.
Shania Twain