Den jazzede, grumsede hiphop, der definerede lyden af New York i 90’erne.
39
På debutalbummets fjerde track taler Nas direkte til lytteren: “The world is yours”. Men det var helt forkert. Verden tilhørte Nas, og det var rapmusikkens samlede anmelderkorps stort set enige om. New York City havde fået et nyt rapvidunderbarn fra det sociale boligbyggeri Queensbridge, der også leverede flere andre talenter. Selvom Illmatic straks blev genkendt som en perle i hiphoppens inderste kredse, ville albummets indflydelse på hele genren først blive anerkendt i løbet af de følgende år.
“Der er rim på den plade, som de fleste rappere ikke kan lave den dag i dag”.
Nas introducerede nye perspektiver og måder at udtrykke sig på, som man ikke tidligere havde oplevet i kunstformen: “My mic check is life or death, breathing a sniper's breath/I exhale the yellow smoke of buddha through righteous steps”, rapper han på “It Ain’t Hard to Tell”. De mange samples på Illmatic kan vi takke et drømmehold af talentfulde producere for – DJ Premier, Large Professor, Q-Tip, Pete Rock og L.E.S. – og sammen var de med til at gøre op med den lange tradition for, at et hiphopalbum kun har én producer. De havde en samlet vision for den jazzede og grumsede hiphoplyd, der skulle komme til at definere New York i 90’erne.