Lyden af en stjernes fødsel, der emmer af erotik, frigørelse og svære følelser.
Purple Rain
Prince
4
Man kan ikke fortælle en historie om en plaget kunstner, hvis svære personlighed til tider overskygger hans musikalske geni, uden at nævne begge dele. Derfor havde soundtracket til Purple Rain fra starten svære forudsætninger. Men når man lytter til det nu, er det umuligt at forestille sig, at det ikke straks blev en succes. Og det er måske albummet største bedrift.
“Han vandt en Oscar for Purple Rain. Ens arbejde kan ikke blive mere politisk end dét, for han gjorde det hele på sin helt egen måde.”
Pharrell Williams
Halvdelen af soundtrackets sange var top 10-singler, og det var for alvor dette album, der forvandlede Prince Rogers Nelson fra bare at være vigtig nok til at få hovedrollen i en blockbusterfilm, der var baseret på hans eget liv, til at blive en af de mest kendte og karakteristiske popstjerner nogensinde. Filmen har bestemt sin charme, men dens succes skyldes først og fremmest Princes stjernestøv, virtuositet og udflydende grænser mellem både musikgenrer og køn. De ni sange er formfuldendte hybrider af pop, soul, dance, rock, R&B, funk og alt muligt andet, og intet kunne stoppe dem i deres himmelflugt.
Det geniale ved Purple Rain er albummets evne til at favne tilsyneladende modstridende stemninger – begær, hengivenhed, intimitet, fremmedgørelse – og forene dem i et udtryk, hvor det hele smelter sammen. På “When Doves Cry” får Prince det traumatiske til at lyde erotisk, og dødstemaet får et frigørende udtryk på et nummer som “Let's Go Crazy”. Hans seksuelle eskapader er spirituelle, desorienterende og næsten psykedeliske på “Darling Nikki” og “Computer Blue”, og hans åndelige rejse løfter sig i guitarsoloen på titelnummeret “Purple Rain”. Albummet sætte både rekorder og startede kontroverser. Beskrivelsen af Darling Nikki, der onanerer med et magasin, affødte vrede reaktioner og endte med en debat om popmusikkens moralske ansvar i den amerikanske kongres. Hans musik trak på både sorte og hvide traditioner og indeholdt både det højstemte og det håndgribelige, og derfor blev han ofte sammenlignet med Jimi Hendrix. I virkeligheden var han uden fortilfælde, og der er stadig ingen, der kan det samme som Prince.
