Den ubestridte dronning af soul får den R-E-S-P-E-C-T, hun fortjener.
40
Da Aretha Franklin besluttede sig for at forfølge en karriere uden for kirken, efter at være startet som gospelsanger, var det med ønsket om at nå ud til et bredt publikum på tværs af genrer. Hun skrev kontrakt med John Hammond på Columbia Records, der siden hen også hentede Bob Dylan og Bruce Springsteen til pladeselskabet.
Franklin udgav ni album på Columbia, inden hun skiftede til Atlantic Records for at indgå et samarbejde med den legendariske producer Jerry Wexler, der sammen med Ahmet Ertegun indspillede album med de allerstørste R&B-kunstnere i 1950’erne og 60’erne. I Never Loved a Man the Way I Love You var det første album, der kom ud af samarbejdet, og det åbner med Aretha Franklins definitive version af Otis Reddings “Respect”. Selv Redding måtte indrømme, at Franklins dynamiske fortolkning var originalen overlegen.
“Det, jeg elsker ved [“Respect”], er, at den ikke bare siger ’respekter mig’. Den afkræver respekt … Hun var dronningen, og hun stod ved det.”
Det skulle vise sig at være den rette lyd til den rette kunstner på det rette tidspunkt. Og så endda med de helt rigtige sange, som Aretha i flere tilfælde selv var med til at skrive, herunder “Dr. Feelgood”, “Baby, Baby, Baby” og “Don’t Let Me Lose This Dream”. Efter mange år i musikbranchen fik Franklin endelig sit første store hit, og sådan blev en fænomenal sanger til dronningen af soul.