Et af pophistoriens mest vellykkede samarbejder mellem en musiker og hendes producere.
42
I 1986 havde den 19-årige lillesøster fra Jackson-familien allerede udgivet to albums, men havde endnu ikke opnået superstjernestatus på egen hånd. Men det ændrede sig, da hun tog affære og fyrede sin egen far, Joe Jackson, som manager. Derefter gik turen til Minneapolis for at samarbejde med producerne Jimmy Jam og Terry Lewis på det, der skulle blive hendes egentlige debutalbum. Den umiddelbart umage sammensætning af to gadesmarte Prince-protegéer og det beskyttede yngste barn fra en legendarisk musikfamilie skulle vise sig at være den perfekte kombination. Den unge Jackson satte sit eget frække præg på funklyden fra Minneapolis, og resultatet skulle vise sig at blive et af pophistoriens mest vellykkede samarbejder mellem en musiker og hendes producere.
Funken er aggressiv og knivskarp på “What Have You Done for Me Lately”, mens Jacksons første hit, “When I Think of You”, emmer ungdommelig glæde, og finalenummeret, “Funny How Time Flies (When You’re Having Fun)”, er en sexet sjæler, der skruer tempoet helt i bund. Fra det øjeblik Janet Jackson udbrød “Gimme a beat!” i begyndelsen af “Nasty”, blev hun spydspids i en ny musikbevægelse for sorte kvinders selvstændiggørelse.
“Vi ønskede, at hun skulle bidrage kreativt, så albummet blev hendes. Det var en åbenbaring for hende”.