Wonders mest politiske udgivelse er også uimodståeligt funky.
Innervisions
Stevie Wonder
44
Selvom Innervisions var Wonders hidtil mest politiske udgivelse med kritik af stofmisbrugere, infrastrukturel racisme, karismatiske bondefangere og overfladiske kristne, var den også uimodståeligt funky. Wonder spillede og producerede tæt på hver en detalje, og de musikalske højdepunkter blev de største i Wonders karriere, også selvom tonen var mere anklagende end nogensinde.
“Den måde hvorpå han kunne lege med dine følelser og stikke til dig, man kunne ikke andet end at overgive sig og blive en del af musikken”.
Jack Garratt
“Living for the City” er en syv minutter lang feberdrøm; en soul-operette om det nådesløse liv i storbyen for den sorte arbejderklasse i tiden efter Black Power-bevægelsen. Den lavmælte sidste sang på albummet, “He’s a Misstra Know-It-All”, spidder på elegant vis alle de typer, der udnytter de samme marginaliserede mennesker, inklusive, antog mange, landets snart afgående præsident, Nixon. Frelsen er dog inden for rækkevidde på “Higher Ground”, hvor Wonders tro på reinkarnation kommer til udtryk over lyden af hans karakteristiske klavinet med wah wah-pedal og Moog-bas. Innervisions er både en afsked med 60’ernes hippieoptimisme og en rute mod flere åndelige muligheder, og så etablerede den Wonder som den mest inspirerende og enestående kunstner i amerikansk popmusik i 1970’erne.