En kunstner toner rent flag som musikalsk særling.
Blonde
Frank Ocean
5
I de fire år mellem Frank Oceans debutalbum channel ORANGE og hans næste album blond gav han verden et lille indblik i sit privatliv. På de sociale medier skrev han for eksempel et opslag om, at han havde været forelsket i en mand. Men ikke desto mindre forblev han den mystiske kunstner, der så på berømmelse med en god portion skepsis og kun sporadisk offentliggjorde ny musik, før han igen forsvandt fra overfladen. Nye musikalske landvindinger kræver masser af arbejde, så da blond udkom dagen efter det streamingbaserede performancekunstværk Endless, der varede 24 timer, og desuden blev ledsaget af et magasin i begrænset oplag med titlen Boys Don't Cry, føltes hans flygtighed snarere som en del af en nøje udtænkt mystik. Og selv den inkonsekvente måde at stave til albumtitlen på kan i bagklogskabens lys ses som en karakteristisk og drilsk gestus.
Endless har en meget håndgribelig skønhed og viser Frank Ocean, der arbejder med træ på et værksted til et soundtrack af abstrakt og vekslende ambientmusik. blond bygger videre på denne stemning, men giver det lidt mere form, og albummet løftes af hans alternative og ofte minimalistiske udtryk, som altid udmærker sig med de luftige harmonier og poetiske sangtekster. Det kræver tro på sig selv at udgive sit andet album i form af et omfattende multimedieværk, og hans selvtillid skinner også igennem i sangskrivningen. Den stærke stemme fornemmes på “Solo”, og hans mod til at følge overraskende impulser er tydelig på numre som “Good Guy”, “Pretty Sweet” og flere andre.
Med sine 17 tracks på en time er blond en vild palet af idéer, der peger i mange forskellige retninger. Og et vidnesbyrd om en musiker, der tør være en kunstnerisk særling og stoler på, at hans publikum vil møde ham som den, han er. Og det gjorde de selvfølgelig. Samtidig fik Frank Ocean slået sit navn fast, som en af sin generations vigtigste stemmer, og som en sanger, der på unik vis kan formidle de kompleksiteter og voldsomme forandringer, der udfoldede sig i 2010’erne.
“Jeg har altid sagt, at jeg meget bedre kan lide [Blonde] end channel ORANGE, selvom jeg ikke kan lide at sammenligne de to. Men den løse struktur og akkorderne og sådan på Blonde siger mig bare mere.”
Tyler, The Creator