Prince overgiver sig til modsigelserne på et vidtrækkende popeventyr.
Sign O’ the Times
Prince
51
Sign O’ the Times er ikke kun det mest vidtrækkende album i Princes bagkatalog, det er et af de mest vidtrækkende popalbum overhovedet. Alle de mange genrer, som Prince i løbet af sine først ti år som kunstner var gået på opdagelse i, er samlet her: R&B, soul, rock og gospel. Her er Beatles-inspirerede vignetter (“Starfish and Coffee” og “The Ballad of Dorothy Parker”) og sanselig funk (“U Got the Look”), og det hele blev til uden bandet The Revolution. Han er nutidig og politisk som rapmusikken på “Sign O’ the Times” og lige så klassisk som en doowop-ballade på “Adore”, og i begge tilfælde finder han frem til den minimalistiske, men udtryksfulde lyd, der gør Prince til Prince.
Hos Prince er der plads til det festlige og det intime, han er både legesyg og alvorlig, hellig på “The Cross” og dekadent på “Hot Thing”. Han går ikke på kompromis med sine modsætninger, han dyrker dem og skaber derved plads til hele sit væsen – sorte mænd måtte ikke være så følsomme og mærkelige. Det måtte mænd i det hele taget ikke. Sign O’ the Times er på mange måder hans hovedværk – lyden af en superstjerne på toppen.