Da myten om Rolling Stones for alvor blev omsat til lyd.
Exile on Main St.
The Rolling Stones
53
Exile on Main St. er ikke blot et album med sange opført på en bestemt måde. Det er en stemning. Kan du høre de unge rockguder, som de står der, svedende i kælderen på et fransk palæ med udsigt over Middelhavet? Kan du høre junkierne og de hardcore fans, der omgiver dem? Hummer til frokost, arbejde hele natten? På dette album blev myten om bandet for alvor omsat til lyd. Men Exile on Main St. var også den plade, hvor Rolling Stones kom tættest på at være rigtig avantgarde. Et album, hvis “fejl” – det mudrede mix, de usammenhængende musikalske præstationer – skabte et helt særligt udtryk, som aldrig kunne have været opstået i en mere poleret udgave.
“Exile on Main St. er den bedste rock'n'roll-plade nogensinde. Det er ikke bare verdens bedste rock'n'roll-band i et palæ i Sydfrankrig i en tilstand af ubeskrivelig skønhed og dekadence. Men det er det, der foregår derinde, som du ikke kan høre”.
Chris Robinson
The Black Crowes
For hver “Tumbling Dice” eller “Torn and Frayed” – to af albummets mere sammenhængende sange – er der en “I Just Want to See His Face” eller “Let It Loose” – sange, der er mere kladde end renskrivning. Og den blues, som engang havde været bandets måde at beskrive menneskets modgang og længsler på, lød nu pludselig mystisk og mærkelig. I stedet levede de nu selv i den forvirring, som de før kun havde beskrevet.