63 legesyge minutter, der viste en ny vej for hiphoppens alternative afstikkere.
65
Det lød næsten, som om De La Soul sendte live fra Mars. Men faktisk sad de på Long Island i en forstad til New York. De var flyvefærdige og underfundige helt fra starten, da de i 1988 udgav 12"-singlen “Plug Tunin’”, der blandede deres vilde ordspil med nogle af mest alternative samples, som hiphoppen på daværende tidspunkt havde set. På det efterfølgende debutalbum opfandt rapperne Trugoy og Posdnuos, DJ’en P.A. Pasemaster Mase og produceren Prince Paul en ny og legesyg opskrift på alternativ hiphop. Og dermed viste de vejen for fremtidige navne som OutKast og The Roots.
De La Souls genrebrydende tilgang til hiphop omfattede musikarkæologiske fund, atypiske stemninger og nye teksturer i stedet for de klassiske samples fra James Brown og Funkadelic (selvom en melodi fra sidstnævnte blev et bærende element på “Me Myself and I” – gruppens eneste track, der nåede top 40 i USA). Deres lydlige legeplads omfattede alt fra det musikalske børneprogram Schoolhouse Rock! og Steely Dan til plader med franskundervisning, Johnny Cash og et kassettebånd med Liberace, som de fandt i studiet. I deres løsslupne poesi rives sætninger fra hinanden og bliver til ekspressive skyer, der spænder over alt fra rendyrket lyrik til ordekvilibristisk nonsens. De La Soul var bevidst excentriske og præsenterede deres budskab om selvudfoldelse iført afrikanske medaljoner i stedet for tykke guldkæder, og som hiphoppens bohemer blev de forbilleder for de kommende års progressive rappere.