Et album, der lærte os at grine og græde til de samme sange.
The Queen Is Dead
The Smiths
66
Morrissey var allerede godt på vej til at blive popmusikkens Oscar Wilde, men det er først på The Smiths’ tredje album, at han for alvor lyder som en sikker vinder af titlen. Den enestående kemiske reaktion, der opstår, når lyden af hans endeløse fortvivlelse kolliderer med den rytmiske klang af Johnny Marrs guitar, er ofte blevet imiteret i indierocken, men ingen andre behersker gruppens unikke formel – melankolske sange, der samtidig er sjove at lytte til.
The Queen Is Dead er stadig bandets mest dramatiske – eller måske snarere mest melodramatiske – album. Her udtrykker Moz sine bekymringer om alt fra stjernestatus (“Frankly, Mr. Shankly”) til cølibat (“Never Had No One Ever”) og affyrer sit velkendte arsenal af grænseløs selvmedlidenhed (“Bigmouth Strikes Again” og “The Boy With the Thorn in His Side”). Han er så plaget, at han tilsyneladende ved alt om, hvordan Jeanne d'Arc havde det.
Det selvparodierende udtryk fungerer allerbedst på den dirrende lette og dybt romantiske “There Is a Light That Never Goes Out”, hvor han synger: “If a double-decker bus crashes into us/To die by your side is such a heavenly way to die”. Aldrig har et band været så åbenlyst åbenhjertigt og underholdende, så dybt oprigtigt og samtidig så flabet på én og samme tid.
“Tro det eller lad være, men The Smiths blandede pigegrupper med elektronisk musik”.
Johnny Marr
The Smiths