Og med ét var den både beroligende og foruroligende lyd af triphop født.
Dummy
Portishead
67
Kun få debutalbum kan siges at have været så fuldendte ved fødslen som Portisheads Dummy fra 1994. Bristol-bandet blev med deres slæbende, sælsomme og analoge lyd en del af samtidens triphopgenre. Albummet, der er opkaldt efter et britisk TV-drama fra 70’erne, er spækket til randen med scratchlyde fra pladespilleren, skælvende trommer og guitarfragmenter. Det hele er forankret i Beth Gibbons krystalklare falsetstemme, der synger om “the blackness, the darkness, forever” (“Wandering Star”).
“Vi var lidt nødt til at fastholde vores ideer om, hvad vi havde lyst til, og hvad vi ikke havde lyst til at lave”.
Geoff Barrow
Portishead
På fremtrædende numre som “Sour Times” og “Glory Box” skyller brusende bølger af storslåede strygere, knivskarpe trommebeats og Gibbons fløjlsbløde stemme ind over lytteren. Det er en sammensætning af lyde, der blev karakteristisk for samtidige bands som Morcheeba, Mono og Sneaker Pimps, men som også blev grunden til, at Dummy fejlagtigt blev klassificeret som afdæmpet musik. Men man skal ikke lade sig narre: Albummet svælger i det ubehagelige, og dens glødende melodier virker på én gang beroligende og foruroligende for lytteren. Dummy er og bliver et album for dem, der befinder sig bedst i nattens mulm og mørke.