Et personligt og antropologisk blik på livet i Compton.
7
Et par dage efter udgivelsen af good kid, m.A.A.d city i 2012 udtalte den dengang 25-årige Kendrick Lamar, at hans andet studiealbum havde klassikerpotentiale. Og han havde helt ret. Udgivelsen er en af det 21. århundredes vigtigste hiphopplader. Ved første gennemlytning er good kid, m.A.A.d city en ghettotragedie, hvor Lamar maler et levende billede af unge, der vokser op i forsømte miljøer. Men albummet er samtidig båret af et håb og en tro på fremtiden, hvilket især kommer til udtryk, når Lamar skildrer sin turbulente opvækst gennem en række stærke karakterer. Og det er igennem dem, at han beskriver de traumer, de relationer og familiens støtte, der i fællesskab førte til hans uundgåelige plads på musikstjernehimlen.
Hiphoplegender som Snoop og Dre fra den amerikanske vestkyst har udråbt Kendrick Lamar til at være gangsterrappens nye bannerfører. Lamar tager arven op på sit andet studiealbum, hvis gennemførte koncept giver mindelser om en rockopera. Genren løftes med albummets næsten bibelske temaer, der tæller religion vs. vold og monogami vs. begær.
Kendrick Lamar befandt sig kun få kilometer fra Compton, hvor en stor del af good kid, m.A.A.d city foregår, da han skabte albummets sange sammen med sine samarbejdspartnere Sounwave og Dave Free, der begge havde kendt den produktive rapper siden high school. I løbet af skriveprocessen vendte Lamar ofte tilbage til sit barndomskvarter for at genopleve det “mentale rum”, han havde befundet sig i i de tidlige stadier af sin rapkarriere. Og han fandt ind til de dybt personlige historier, der kom til at forme ham som kunstner.
Lige fra albummets åbningsscene, der er en fællesbøn, fortsætter Kendrick Lamar den teatralske stil – good kid, m.A.A.d city har endda undertitlen “A Short Film by Kendrick Lamar”. Han udnytter enhver mulighed for at fastholde lytteren, og i løbet af albummets 12 numre kommer han med en række sårbare bekendelser. De gennemgående temaer er afhængighed, desillusion og ikke mindst vold. Men Lamar formår at gøre selv de mest barske sandheder lette at lytte til, for eksempel på “Swimming Pools (Drank)”, der er en stærk historie om alkoholisme. good kid, m.A.A.d city står som et fremragende eksempel på amerikansk historiefortælling, der gjorde Kendrick Lamar til en af sin generations vigtigste stemmer. Det er en form for realisme, der er en litteraturpris værdig.