Den tyske gruppe forener elektroniske eksperimenter med futuristisk filosofi.
Trans-Europe Express
Kraftwerk
71
Kraftwerk var aldrig blege for at genopfinde sig selv. Deres elektroniske periode begyndte med de klingende arpeggioer på albummet Autobahn fra 1974, og på Radio-Aktivität fra 1975 startede de for alvor deres synthpopperiode, hvor sangene blev kortere og havde mere ørehængende omkvæd. Men det var først på Trans-Europe Express fra 1977, at de fandt den perfekte fusion af elektroniske eksperimenter og futuristisk filosofi.
Trans-Europe Express gjorde Kraftwerk til noget, der mindede om Tysklands svar på Andy Warhol, og i deres musik til masserne opfandt de en ny form for konceptkunst. Albummet indeholder nogle af gruppens signaturlyde, der skulle vise sig at få det største efterliv. Titelnummerets melodi kom til at danne grundlag for Afrika Bambaataas “Planet Rock”, og den kværnende rytme på “Metall auf Metall” var med til at bane vejen for den teknomusik, der kom til verden et par år senere. Stemningsmæssigt er albummet splittet mellem rendyrket optimisme og en mørkere og mere tvivlende tone. Det er op til lytteren at afgøre, om de rungende vocoderstemmer på afslutningsnummeret ”Endlos Endlos” er oprigtigt håbefulde eller forudser en fremtid uden mennesker.
“Det er et skelsættende album i den elektroniske musik [og] en af mine yndlingsplader. Jeg kan huske, at jeg røg en joint og lyttede til den for fuld lydstyrke på højttalerne, og jeg troede, at jeg så Gud”.
Elton John