Donald Fagen og Walter Beckers tager bladet fra munden på mesterværket om tragiske drømmere.
Aja
Steely Dan
73
Donald Fagen og Walter Beckers tilgang til indspilning havde nået en ny fase. Tidligere havde de optaget et antal sange med den samme gruppe af musikere fra start til slut. Men nu var de gået over til en mere eksperimenterende proces, hvor de afprøvede forskellige musikere på de forskellige partier i en sang, indtil de fandt den rigtige kombination – og når de var færdige med et nummer, begyndte de forfra på det næste. Men selvom processen kunne lyde famlende, har Steely Dan aldrig lydt så direkte, som de gør på Aja. Der er R&B på “Josie”, funky rytmer på “Black Cow”, og “Peg” er intet mindre end et vaskeægte dansenummer.
“Steely Dan er sådan et band, hvor man hører en sang, man er vild med, men ikke ved, hvem har lavet – og så er det dem”.
Mayer Hawthorne
I forhold til 1970’ernes californiske pop havde Fagen og Becker altid virket lidt som de belæste newyorker-typer, der var opflasket med R&B og jazz. Men på Aja var det første gang, deres identitet så tydeligt kom til udtryk igennem musikken. Og selvom flere af de andre numre kommer tæt på, er det hovedpersonen fra “Deacon Blues”, der på bedste vis indfanger Steely Dans tragiske romantikere – en mand fra en forstad, der fantaserer om at blive saxofonist, men som ender med at drikke sig fuld og omkomme i en bilulykke. Han var en drømmer, der ikke passede ind. Men i det mindste troede han på noget.