Et ekstremt og dystert miks af industristøj og pop, som fik enorm succes trods alle odds.
The Downward Spiral
Nine Inch Nails
74
Selvom The Downward Spiral udkom på et tidspunkt, hvor det var muligt for bands som Nirvana at slå igennem, så føltes pladen stadig ekstrem. Forsangeren Trent Reznor kaldte engang Nine Inch Nails’ anden plade i fuld længde for “en hyldest til selvdestruktion i form af et konceptalbum, som på en eller anden måde formåede at blive et verdensomspændende hit og vinde flere platinplader”.
The Downward Spiral var inspireret af Iggy Pop, Lou Reed og David Bowie’s Berlin-trilogi og skubbede industrial-poppen fra Pretty Hate Machine i en ny og uventet retning. Her bliver der eksperimenteret med sange om uigengældt kærlighed (“Piggy”), disco og soul (“Closer”) og ballader så grænseløst sårbare, at det næsten føles voyeuristisk eller forbudt at lytte til dem (“Hurt”). Selv de numre, hvor man tydeligt kan genkende lyden af bandets tidligere musik – for eksempel den hakkende hardcore-lyd på “March of the Pigs” – er langt mere aggressive. Og samtidig føles albummets mere stille øjeblikke endnu mere forpinte.
Albummets lyd er stadig fyldt med kontraster og blander både det digitale med det analoge og samplede lydflader med virkelige indspilninger. Hvis man skal pege på ét afgørende øjeblik på pladen, så er det kulminationen på “Closer“, hvor lyden af mekanisk synthfunk går over i et ensomt, forvrænget klaver. Efter udgivelsen af The Downward Spiral var kunstnere ikke længere nødt til at vælge mellem en karriere som rockstjerne eller producer af elektronisk musik – Reznor havde bygget bro mellem de to.