Rå retrolyd krydret med bramfri ytringer fra et moderne liv.
Back to Black
Amy Winehouse
8
Produceren Mark Ronson kan tydeligt huske, da Amy Winehouse kom med teksten til “Back to Black”. De befandt sig i et studie i New York i begyndelsen af 2006, og det var deres første arbejdsdag sammen. Ronson gav hende en bærbar CD-afspiller med sangens klaverspor, og Winehouse satte sig ud for at skrive i en times tid. Resultatet var mesterligt. Dystert, sjovt, barskt og håbløst romantisk. Men omkvædet gik ham på, fordi det ikke rimede: “We only said goodbye in words, I died a hundred times”. Så han bad hende om at skrive det om. Hun kiggede undrende på ham. Det var sådan, det var kommet til hende. Det kunne umuligt skrives om.
Når man ser bort fra Amy Winehouses flabede attitude, er det mest rørende på Back to Black måske følelsen af, at hun forsøger at kæmpe sig igennem sin smerte. Hun undertrykker den ikke, men står ved den og viser den frem, omkranset af pigtråd. Hendes hyldest til soulmusikken er selvfølgelig ikke til at tage fejl af: Motown-blæserne (“Rehab”, “Tears Dry on Their Own”), det anerkendende nik til fortidens pigegrupper (“Back to Black”) og de helstøbte arrangementer (“You Know I'm No Good”) – og en stor del af lydbilledet kan vi takke Brooklyn-orkestret The Dap-Kings for.
Winehouses måde at træde i karakter på og hendes uforlignelige, tidløse sangstemme får musikken til at skille sig ud. Det er ikke så meget et forsøg på at genskabe fortiden, som det er en hyldest til den musik, hun elskede, der bare går hånd i hånd med den unge Winehouses bramfrie facon og selvironiske væsen. I årene før den næste generation begyndte at krydre deres frustrationer med sarkasme, memes og iskold fatalisme, kastede Amy Winehouse om sig med ord, der var så beskidte, at man næsten ikke kunne tro, at hun rent faktisk sang dem. Og så endda tilsat hornblæsere. Lyden af Back to Black kan appellere til soulfans og jazzentusiaster, men attituden er tættere på rap. Ja, hun var sjov. Men det var aldrig for sjov.
“Hun var et gudeagtigt væsen. Hun er ikke en gudinde. Hun er en gud. Hun er ikke en dronning, hun er en konge. Sådan har jeg det med Amy Winehouse”.
Billie Eilish