Provokerende, poppet og programmeret til at pisse alle af.
80
Ifølge Eminem selv var The Marshall Mathers LP et kunstnerisk højdepunkt. Han var allerede på alles læber efter albummet The Slim Shady LP fra året før, der havde givet ham legendestatus. Men nu var hans provokationer endnu mere provokerende (ikke mindst på den ultravoldelige “Kim”), og hans mest ørehængende øjeblikke var blandt de mest ørehængende i de tidligere 00’eres popmusik (“The Real Slim Shady”). Man havde måske ikke regnet med, at han kunne skabe noget så komplekst og medfølende som “Stan”, der er lige så præcis i sin skildring af almenmenneskelig fortvivlelse som en sang af Bruce Springsteen.
“Jeg rapper for at blive den bedste rapper … Med store ambitioner kommer inspirationen til at udrette store ting”.
Når det er sagt, lagde Eminem også forhindringer i vejen for sig selv ved at bruge homofobiske skældsord om sine kritikere. De dårlige jokes udvandede hans større budskab om, at han blev gjort til syndebuk for større problemer. “Wasn’t me, Slim Shady said to do it again”, rappede han på “Who Knew”, hvor han giver stemme til en bevæbnet teenager. “Damn, how much damage can you do with a pen”? Året inden albummet erklærede han, at Gud havde sendt ham for at pisse verden af. The Marshall Mathers LP bragte ham ét gigantisk skridt nærmere på dette mål.