En rapsuperskurk med en ufattelig overlevelsesevne og øre for et godt hook.
82
På coveret af Get Rich or Die Tryin’ ligner 50 Cent mest af alt en superhelt. Men det er snarere historien om en af rapmusikkens største superskurke. Fiddy blev hjulpet i gang af sin mentor Jam Master Jay fra Run-DMC, fik en pladekontrakt hos Columbia Records og skabte røre i vandene med singlen “How to Rob”. Nogle måneder senere blev han skudt ni gange, mens han sad i en bil foran sin bedstemors hjem i Queens. Da han var kommet til hægterne igen, udgav han sammen med G-Unit-crewet nogle legendariske mixtapes, hvor han føjede sin egen kølige gaderap til nogle af datidens største rap- og R&B-plader.
“Det er så vigtigt, at man har sin egen stil, sin egen lyd og sin egen identitet – ellers kan man ikke trænge igennem.”
Da 50 Cent var klar til sit første studiealbum, fik han for alvor vist, hvad han kunne. Og det var ikke så lidt. “In Da Club” blev en uundgåelig banger til fester verden over, og på sangen “Many Men (Wish Death)” skildrer han det skyderi, der nær havde kostet ham livet, og han praler triumferende med at have overlevet. Som enhver anden superskurk havde han en rival: Ja Rule, der også huserede på hitlisterne, og hans gadefejde med 50 Cent gjorde ham til målet på den iskolde “Back Down”. Men fra hans nærkontakt med døden var 50 Cents vej til toppen af toppen intet mindre end mirakuløs.