Punkens præstinde forener det traditionelle med det radikale i sin debut.
Horses
Patti Smith
83
På nogle måder var Patti Smith traditionalist og lod sig inspirere af folk som Bob Dylan, Mick Jagger og popmusikken fra 60’erne, og på andre måder var hun radikal. Hendes mod, intensitet og entré i den spirende og upolerede kunst- og punkscene i New York var fyldt med poesi, jazz og citater fra Rimbaud og Kerouac. Hendes debutalbum fra 1975, der er produceret af John Cale fra The Velvet Underground, havde alt dette og mere til.
Det magiske ved Horses er, at albummet både er dybt forankret i rockens historie og samtidig forsøger at formidle musikken på en måde, som om ingen havde hørt det før. Så når Smith indleder sin fortolkning af sangen “Gloria” fra bandet Them med linjen “Jesus died for somebody's sins, but not mine”, minder hun os om, at rock er de frafaldnes musik. Når de apokalyptiske scener fra “Land” flettes sammen med strofer fra 60’er-popsangen “Land of 1000 Dances”, ophøjes motivet af dansende teenagere, der udtrykker sig gennem deres kroppe, til noget næsten helligt. Og når “Birdland” slutter af med, at Smith synger doo-wop, er det, som om vi løfter os fra ordenes verden.
“Formatet, spoken word-fundamentet, måden hun spillede sammen med et live band på. Det er innovativt på en måde, hvor det bryder alle regler”.
Liz Phair