Efter vestkystens partyrap kommer en af hiphoppens blivende helte med musikalske tømmermænd.
Doggystyle
Snoop Dogg
84
Kort tid efter Dr. Dres banebrydende soloalbum udkom Snoop Doggy Dogg med Doggystyle, og det føltes som en festlig nat, der blev efterfulgt af de uundgåelige tømmermænd. På trods af den ubekymrede lethed på tracks som “Gin and Juice” og “Doggy Dogg World”, der har lidt af den samme stemning som de lange, dovne eftermiddage på The Chronic, hvor man cruiser rundt i Crenshaw, Los Angeles, er grundtonen på Doggystyle for det meste mere presset og udmattet.
“Jeg ville lave noget, der både var dybsindigt og anderledes.”
Snoop Dogg
Det kommer først og fremmest til udtryk på “Murder Was the Case” med den atypiske, barokke produktion af Dr. Dre og den vilde rap fra Snoop. Den ellers så tilbagelænede MC, der ved udgivelsen af pladen var sigtet for mord (og senere blev frikendt), minder lidt om den koldblodige stil fra rapperen Scarface. Den lejlighedsvise dystre stemning på Doggystyle adskiller den fra vestkystens øvrige partyrap, der var begyndt at indtage hitlisterne i kølvandet på pladeselskabet Death Rows kommercielle succes i starten af 90'erne. Samtidig er det lyden af en af hiphoppens mest langtidsholdbare personligheder, der træder ind på scenen.