Gospel, ynde og mod er hovedingredienserne i dronningen af soul og hiphops mesterværk.
My Life
Mary J. Blige
86
På sit første album, What’s the 411?, krydrede den kommende dronning af hiphop og soul, Mary J. Blige, tidens udkrængende R&B-tradition med et ungdommeligt hiphop-udtryk. På den karrieredefinerende efterfølger fra 1994, My Life, blev det kun endnu mere personligt for den 23-årige. Den unge sanger fandt musikalsk inspiration i sin egen kamp med depression, stoffer og alkohol, vold i hjemmet og med hjertesorg – og selvfølgelig også i den åndelige styrke, der bar hende igennem det hele. Alt sammen mens hun forsøgte at bearbejde den lynopstigning, hun havde oplevet, fra et socialt boligbyggeri i Yonkers til verdensstjernestatus.
Chucky Thompson, medlem af Bad Boy Records’ Hitmen-producerhold, tilsatte funksamples og streethits, mens Blige bidrog med gospelinspireret ynde og mod. Den sammensatte æstetik kulminerer på den sublime “My Life”, hvor Blige føjer melankoli og et stille håb til et sample af Roy Ayers’ “Everybody Loves the Sunshine”. Men albummets egentlige budskab er at finde på pladens sidste nummer. “All I really want is to be happy”, synger Blige over en slapbas, nappet fra Curtis Mayfields “You're So Good to Me”. “I don’t wanna have to worry about nothin’ no more”.
“Jeg var midt i en helingsproces. Det var et helvede. Og da jeg udgav albummet, satte det gang i en bevægelse”.
Mary J. Blige