Et skelsættende kulturfænomen fuld af vrede og uskyldighed.
Nevermind
Nirvana
9
Selv mange år efter man for første gang mærkede de skarpe kanter, lyder omkvædet på “Smells Like Teen Spirit” stadig for voldsomt til mainstreammusikken. Det er for larmende, for højt og for vredt. Ikke desto mindre blev åbningssalven på Nevermind ikke bare et overraskende gennembrud for rocktrioen fra Seattle. Det vendte op og ned på populærkulturen på en måde, vi ikke har set siden. Punk blev til pop, grunge blev en fast del af det musikalske ordforråd, musikbranchens kassetænkning blev nedbrudt, og fra det ene øjeblik til det andet var forsangeren Kurt Cobain modvilligt blevet udnævnt til at være talerør for en generation, der havde brug for at afreagere. Alligevel er det ikke vreden, der gør Nirvanas andet album så særligt. Det er dets renhed. For uanset hvor mørkt og destruktivt det end lyder, er det aldrig på bekostning af hverken melodier, sangskrivningskunst eller medmenneskelighed.
Rockmusikkens “grand old men” rørte stadig på sig: Både Metallicas Black Album og Guns N’ Roses’ dobbeltudgivelse Use Your Illusion blev som bekendt udgivet kun få uger efter Nevermind. Og Nevermind solgte ikke bare lige så godt som de to andre album – i starten af 1992 lå albummet endda kortvarigt foran Michael Jacksons Dangerous som det bedst sælgende album i USA. Men historien om Nirvana kan ikke gøres op i salgstal. Bandet banede vejen for flere generationer af nyskabende kunstnere fra Radiohead til Billie Eilish. De præsenterede ikke sig selv som rockguder, men snarere som helt almindelige (og følsomme) mennesker. Som et alternativ til tidens store frisurer og stramme læderbukser gav de os en stolt feministisk stemme, der skreg, til han ikke kunne mere (“Territorial Pissings”). Og i stedet for de polerede powerballader, gav de os noget råt og skrøbeligt (“Polly” og “Something in the Way”).
Nirvanas angst kom ikke kun til udtryk i sangteksterne, men også i den måde, de blev leveret på. Cobains visdom og raseri ville aldrig have givet så voldsom kulturel genlyd, hvis ikke indpakningen havde været af så høj en melodisk kvalitet, at den kan få både visdom og raseri til at glide ned uden problemer.
