Helende musikkunst om at være sort kvinde – og Solange.
A Seat at the Table
Solange
93
“Fall in your ways so you can wake up and rise”, synger Solange på åbningsnummeret på sit tredje album. Sætningen indkapsler hele den rejse, som den dengang 30-årige kunstner – der tidligere var kendt som “Beyoncé Knowles’ lillesøster” – havde været på. Efter otte års pause fra musikken rejser hun sig igen og træder i karakter som en sandsigerske, der kan stå på egne ben.
“Se bare den kontrol, som hun har, kraften i nuancerne og i det stille udtryk. Det er lige så stærkt som hornblæsere og at skrige af sine lungers fulde kraft”.
Lizzo
På sange som “F.U.B.U.” giver Solange de sorte amerikanere en stærk stemme, og på “Don’t Wish Me Well” dykker hun ned i en personlig smerte og de ting, som hun har efterladt i sin fortid. Hendes historier flettes sammen med otte “interludes” – fortællende overgange, hvor både Master P og hendes forældre Mathew og Tina Knowles taler til lytteren. Blandt de øvrige samarbejdspartnere finder vi både Lil Wayne, Sampha, The-Dream og Raphael Saadiq, der oprindeligt sendte Solange en instrumental version af det nummer, der blev til “Cranes in the Sky”, og endte med at producere otte af albummets sange. De 21 numre er musikkunst, der er et museum værdigt. Pladen fortæller os både, hvad det vil sige at være sort kvinde i USA, og hvad det vil sige at være Solange.