Teenpop i nye klæder – overraskende livsklog og med et af de største hits i nyere tid.
96
00’erne var fyldt med festglade popsange og sukkersøde tekster. Men så kom Lorde. På Pure Heroine, hendes debutalbum fra 2013, var vokalen tilbageholdende og næsten brummende og akkompagneret af sparsomme, programmerede beats. Auckland-sangeren, som blev født Ella Yelich-O’Connor, var mere interesseret i den kedsomhed, der præger livet som teenager i forstæderne. Det var tydeligt fra allerførste nummer, “Tennis Court”, som åbner med teksten, “Don’t you think that it’s boring how people talk?”
Albummets pragtnummer – et af de største hits i nyere tid – er “Royals”, som beskriver den store afstand mellem at være skolebarn uden en klink og de rapsange om luksusliv, de lytter til: “But every song's like, ‘Gold teeth, Grey Goose, trippin’ in the bathroom/We don’t care/We’re driving Cadillacs in our dreams”. Og albummets succes banede vejen for en ny generation af teenagestjerner, der viste sig at være overraskende livskloge, herunder Billie Eilish og Olivia Rodrigo, og som lavede musik, der var lige så tungsindig og skulende, som puberteten kan være det.
“Jeg var virkelig stolt af mit unge jeg. Jeg tænkte: ‘Det her er fantastisk. Godt for dig. Du stillede de helt rigtige spørgsmål til din verden.’”