En dyster, uforfærdet klassiker, der gjorde rockmusikken farlig igen.
Appetite for Destruction
Guns N' Roses
52
Guns N’ Roses’ skelsættende debutalbum fra 1987 er ikke bare dystert; det stiller de skinbarlige sandheder til skue, uanset hvor grimme de er. Sangene om stoffer handler ikke bare om at blive høj, de handler om at få blackout (“Mr. Brownstone”, “Nightrain”). Sangene om sex handler mere om magt end om nydelse (“Anything Goes”). Selv på et så enormt hit som “Paradise City” handler teksten om elendighed og et samfund i forfald. Og på balladen “Sweet Child o’ Mine” kan man næsten ikke slippe tanken om, at noget så uskyldigt må være for godt til at være sandt.
Bandet blev opfattet som et slags modsvar til den polerede popmetal, der dominerede samtidens hitlister og æteren – lidt som Rolling Stone i forhold til de tidlige 60’eres mere poppede grupper. Men med Appetite for Destruction kunne GNR ikke bare matche de andre bands på det kommercielle plan. De blev godt og grundigt sat til vægs, og der blev gjort plads til en mere rå æstetik. Det banebrydende kan hos nogle bands lyde befriende, men hos Guns N’ Roses lyder det direkte faretruende.
“Genren var vel puddelrock eller sådan noget. Men for mig eksisterede det her album ligesom uden for den genre. For mig lød det, som om alle de andre bands prøvede på at lave det her album”.
Pete Wentz